Orangutangen Anna opereret for grå stær

Pressmeddelande

Aalborg Zoo’s 43 år gamle orangutang Anna er som den første orangutang i Danmark nogensinde blevet opereret for grå stær.

Med et unikt samarbejde mellem Aalborg Zoo og Danmarks eneste specialdyrlæge i øjensygdomme Claus Bundgaard Nielsen fra AniCura Aarhus Dyrehospital lykkedes det i går tirsdag at operere orangutangen Anna for grå stær. Operationen svarer til den mennesker og hunde kan få, men det er første gang i Danmark, at en orangutang bliver opereret.

”I de senere år har Anna mistet en stor del af sit syn og udviklet grå stær, formentlig på grund af sin efterhånden ret høje alder. Efterhånden gik hun mere og mere søgende rundt og havde meget svært ved at finde sit foder, og derfor håber vi, at vi med denne operation kan give hende et bedre syn”, fortæller dyrlæge i Aalborg Zoo Trine Hammer Jensen.

Tilbage i august måned foretog dyrlæge Thomas Larsen fra Dyrehospitalet City Syd grundige øjenundersøgelser på Anna og konstaterede hendes grå stær. Siden har Aalborg Zoo i tæt samarbejde med Claus Bundgaard og Thomas Larsen planlagt den helt særlige operationen.

Køkkenet i orangutanghuset var i går omdannet til en fuldt funktionel operationsstue, og da Anna var forsvarligt bedøvet gik Claus Bundgaard Nielsen i gang med først at fjerne den gamle linse i øjet og dernæst indoperere en ny.

”Det er absolut en specialistopgave, der er blevet udført, og vi er meget taknemmelige for, at de to dyrlæger har stillet deres ekspertise og specialudstyr til rådighed. Anna har fået indopereret en ny linse i det ene øje, og nu vil den næste tid vise, hvilken forskel det har gjort for Annas syn”, siger Trine Hammer Jensen.

Anna vågnede som planlagt efter operationen. Hun har det godt og er klar til efterbehandling. Op til operationen har dyrepasserne trænet flittigt med Anna, så de nu kan give hende de øjendråber, som er helt nødvendige for at få et godt resultat af operationen.